Af Henrik A. Nielsen
Fællesmøde for de europæiske Bhutan-venskabsforeninger afholdes ca. hvert 2. år, sidste gang i 2016 i Athen. I år afholdtes mødet arrangeret af Amis du Bhoutan (Frankrig) og Society Switzerland-Bhutan i Geneve og Chamonix d. 21.-24. juni med fokus på temaet ’Turisme i bjergområder’. Fra 14 lande/foreninger deltog 60 repræsentanter foruden delegationer fra Bhutans ambassader i Bruxelles og Geneve med ambassadør Pema Choden (akkrediteret til EU og 6 lande, inkl. Danmark) i spidsen. Liste over deltagere er vedlagt. Fra Venskabsforeningen Danmark-Bhutan deltog formanden Henrik A. Nielsen.
Programmet indledtes med besøg hos hovedkvarteret for Røde Kors i Geneve, hvor der blev redegjort for de nylige forhandlinger om stiftelsen af Bhutans Røde Kors selskab (BRCS), og den forventede godkendelse af selskabet i ICRC, den Internationale Røde Kors Komité, som det 192. nationale medlem af den internationale Røde Kors & Røde Halvmåne bevægelse. Efter flere års forhandlinger vedtog Bhutans parlament d. 20. maj 2016 en særlig Lov om Bhutans Røde Kors Selskab som en autonom og not-for-profit organisation, der samarbejder med regeringen. I maj 2017 blev BRCS officielt præsenteret af dets præsident H.M. Gyaltsuen og forkvinden for arbejdsgruppen Ms. Tashi Wangmo. BRCS forventes at blive godkendt af ICRC’s 4-årige plenarforsamling i 2020. Oprettelsen af BRCS giver Røde Kors mulighed for at arbejde i Bhutan ved f.eks. naturkatastrofer, samtidigt med, at ICRCs mandat til at supervisere international humanitær lov, besøge politiske fanger, etc. gøres lettere. Røde Kors i Schweitz støtter BRCS med et etableringsprojekt, men i øvrigt søger selskabet at arbejde gennem frivillige, medlemsbidrag, og bidrag fra donorer og evt. regeringen.
I Chamonix fandt præsentationen af foreningernes programmer og status sted. Der er store forskelle på deres baggrund, medlemstal og aktiviteter, fra Storbritanniens over 400 medlemmer (heraf 50 livslange medlemsskaber!), til de mange nystartede foreninger i Østeuropa, og de små foreninger i de nordiske lande. Mange noterer de ’aldrende’ medlemmer som en udfordring, og den svage økonomi er et fællestræk. Norge er yngst med etablering i 2014, mens Danmark viste sig at være ældst fra 1985. Nogle er meget aktive med en lang række støtteprojekter; i Tyskland er der to aktive foreninger. Præsentationerne er vedhæftet.
Ambassadør Pema Choden orienterede om den seneste udvikling i Bhutan. Hun oplyste med tilfredshed, at den stigende økonomiske vækst igennem de seneste år betyder, at ved afslutningen af den 11. femårsplan i år forventes landets status at skifte til ’middelindkomst’ med en tre-års overgangsperiode. Det betyder, at lånebetingelser mv. skærpes, men også, at det er mere attraktivt for udenlandske investorer. Hun gentog de uddannelsesmæssige udfordringer, som Bhutan står over for, især med hensyn til behovet for tekniske og håndværksmæssige uddannelser. Det vil blive et fokus-område i den kommende 12. femårsplan, mente hun.
Direktøren for Bhutans Turistråd Aum Chhimmy Pem informerede om væksten i landets turisme. I 2017 kom der 254.704 internationale turister, heraf 183.287 regionale, en vækst på 13%. For at sprede turismen geografisk giver man reduktion i rejser til den østlige del af landet, og man ønsker også at fremme ’home stays’ i landsbyer der. Man har givet særlig reduktion i en kampagne for turister fra Australien, hvilket mødte en del kritik.
På baggrund af en introduktion til turismens udvikling i Alperne, og især i området omkring Chamonix igennem de sidste hundrede år, drøftedes generelt udfordringerne ved udvikling af turisme fra ’eventyr’ niveau for de få til ’masse-turisme’ for de mange: beskæftigelsesmæssigt, nedslidning, klimaforandringer, transportmæssigt og uddannelsesmæssigt. Om end situationen i Chamonix næppe kan direkte sammenlignes med Bhutan, gav det inspiration til eftertanke.
Den sidste dag gennemførtes en feltudflugt til bjergmassivet omkring Chamonix, hvor tilbagetrækningen af gletsjeren ved Montenvers var åbenbar og hastigt fremadskridende.
I det afsluttende del af mødet lancerede ambassadør Pema Choden et forslag om at afholde et (mindre) fælles europæisk møde i Thimphu i 2019 efter gennemførelse af parlamentsvalget i dette efterår, og udnævnelse af en ny regering. Forslaget vandt almindelig tilslutning, og ambassadøren uddybede uformelt, at det kunne tænkes afholdt i foråret, eller hen imod sommeren 2019. Som konsekvens heraf inviterede Ungarns repræsentant, Zoltan Valicsicsak, til det næste ’ordinære’ fælles europæiske venskabsforeningsmøde i Budapest i 2020.